Jeg forblev ofte bøjet i bøn henved hele natten, sukkende og skælvende i uudsigelig pine og en håbløshed der overgår al beskrivelse. Herre, hav barmhjertighed! var min bøn og, som en stakkels tolder, turde jeg ikke løfte mine øjne til himlen, men bøjede mit ansigt mod gulvet. Jeg blev meget forarmet i kød og styrke og dog holdt mine lidelser og fortvivlelse for mig selv.