Da Satan ikke kunne bevæge alle englene til at gøre oprør imod Guds lov, gjorde han jorden til et sceneri for hans oprør, og gennem syndes menneske prøver han at gennemføre sin djævelske hensigter. Gennem pavedømmet, romerkirkens magt, syndens menneske, gennemføres Satans fortsæt iblandt mennesker; Guds lov og tid sættes til side. Heri ser vi at protestantismen opmuntrer til papistisk lære; og falske tilbedelsessystemer, imod det som vore fædre mandigt modsatte sig selv, bringer endog ejendomme og liv i fare, og opfostres og værnes og opmuntres til at få en vidstrakt indflydelse. Protestanter ransager ikke deres bibeler som de burde, og tager sig ikke af de advarsler som er blevet givet om syndens menneskes værk. Den romerske kirke påberåber at paven er begavet med den højeste autoritet over alle biskobber og pastorer, og at protestanterne tidligere fornægtede denne påberåbelse af overherredømme. De tog det standpunkt at bibelen, og bibelen alene udgjorde regler for tro og lære, at Guds ord er den eneste ufejlbarlige vejledning for menneskesjæle, og at det er unødvendigt og skadeligt at tage præsternes og prælaternes ord i stedet for Guds ord.