For den romerske katolik er bibelen en forbudt bog, fordi den tydelig åbenbarer det romerske systems vildfarelser; og dem som ransager bibelen med en oplyst forståelse, kan ikke længe vare i harmoni med den romerske kirke. Han som ransager bibeln for at forstå sandheden, vil ikke finde noget i Guds ord der bemyndiger paver og kardinaler til at overtage magten. Der er intet ord fra Gud som billiger deres påtagede overhøjhed og herredømme over deres folk, ligesom der heller ikke er noget ord der anerkender det krav Lucifer gjorde i himlen på herredømme over Kristus. Pavedømmets krav på herredømme er gjort under indflydelse af den første store tronraner, som hævdede så hårdnakket sin ret til overherredømme over Guds hær. Igennem de mørke tidsaldre, - den lange nat i uvidenhed og overtro – gjorde pavedømmet krav på overherredømme og magt, indrømmet af kejsere og konger, selvom Gud ikke anerkendte en sådan bekendelse, og oprejste mænd til at diskuttere kravene, og bryde den romerske åg fra Guds menighed. Gennem sine udpegede agenter sammenkaldte Gud menigheden for at genvinde sin uafhængighed, og at den i Guds styrke kunne stå frem i den frihed, som Kristus frigjorde den til. Den brød med pavemagtes åg, og med Guds ord i sin hånd, modstod romerkirkens store onder, ligesom David modstod Goliat i himlens navn, og brugte sin slynge og nogle få småsten. Israels udfordringsmand var blevet slået af troens mand; og når mennesker klynger sig til Herrens ord, kan de ikke slutte sig til et stort system i vildfarelse.