Der er sjæle som Luther, Cranmer, Ridley, Hooper og adelsmænd som var martyrere for sandhedens skyld, som er sande protestanter. De stod som trofaste skilvagter for sandhedens sag, erklærede at protestantismen ikke kan være i union med den romerske kirke, men må adskilles lige så langt fra pavedømmets principper, som øst fra vest. Disse sandhedens forsvarere kan ikke længere være i harmoni med ”syndens menneske” end (than) Kristus og hans apostle kunne. I de tidlige tider følte de retfærdige at det var umuligt for dem at tilslutte sig Rom, og i det de fastholdte deres fjendskab mod dette vildfarelsens system, risikerede de ejendomme og liv, alligevel fik de mod til at fastholde adskillelsen, og kæmpe mandigt for sandheden. Bibelsandheden var mere dyrebar for dem end velstand, ære eller endog deres eget liv. De kunne ikke klare at se sandheden blive begravet under en masse overtro og løgnagtig sofisteri. De tog Guds ord i deres hænder, og oprejste sandhedens standard for folket, og erklærede frimodigt det som Gud havde åbenbaret for dem, ved grundig bibelransagelse. De døde i de grussomeste aflivninger for deres troskab mod Gud, men de købte friheder og privilegier til os, for deres blod, som mange der hævder at være protestanter nemt opgiver på grund af ondskabens magt. Men skal vi opgive disse dyrtkøbte privilegier? Skal vi krænke himlens Gud, og efter at han har udfriet os fra det romerske åg, og atter underlægge os selv dette antikristlige trældomsåg? Skal vi bevise vor degeneration ved at fraskrive os vor religiøse frihed, vor ret til at dyrke Gud efter det som vor egen samvittighed dikterer?