Luthers røst, som genlød i bjerge og dale, og rystede Europa som et jordskælv, samlede en hær af ædle Jesu apostle, og den sandhed de forsvarer kunne ikke forties af bål, af tortur, af fangehuller, af død; og røsten fra den ædle hær af martyrer fortalte os stadig at romermagten er det forudsagte frafald i de sidste dage, syndighedens mysterium som Paulus så begyndelsen af, helt fra hans tid. Den romerske katolicisme fik hurtigt fodfæste. Den papistiske lære vokser, og dem som har vendt deres ører bort fra sandheden, lytter til dens falske fabler. Pavelige kapeller, pavelige skoler, nonneklostre, og munkeklostre er i vækst, og den protestantiske verden lader til at sove. Protestanterne mister skillemærket, som skiller dem ud af verden, og de får mindre afstand mellem dem selv og den romerske magt. De har vendt deres ører bort, fra at høre sandheden; de var ikke villige til at acceptere det lys som Gud havde udbredt over deres stivej, og går derfor i mørke. De taler foragteligt om den tanke at fortidens grusomme forfølgelser fra romerkirkens og disses tilknyttedes side, vil blive genoplivet. De vedkender sig ikke, at Guds ord forudsiger fuldt ud en sådan genoplivning, og vil ikke indrømme at Guds folk i de sidste dage skal lide forfølgelse, selv om bibelen siger: ”Dragen vrededes på kvinden og gik bort for at føre krig mod de andre af hendes slægt, dem, der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd.”