Papismen (pavedømmet) er menneskenaturens religion, og store dele af menneskeheden elsker en lære som tillader at de begår synd, og befrier dem alligevel fra dens konsekvenser. Folk må have en vis formel religion, og denne religion, er formet af menneskelige planer, og påberåber sig alligevel guddommelig autoritet, tilpasser sig det kødelige sind. Mennesker, som selv tror at de er kloge og forstandige, vender sig stolt bort fra tibudslovens retfærdige standard, og tror ikke at den er i harmoni med deres værdighed at udforske Guds veje. Derfor går de ind på falske veje, ind på forbudte stier, bliver selvtilstrækkelige, oppustede, efter pavens mønster, ikke efter Jesu Kristi mønster. De må have religionens form, som stiller de mindste krav på åndelighed og selvfornægtelse, og efter et uhelliggjort menneskes visdom, vil det ikke vil få dem til at væmmes ved pavedømmet, drages de naturligt mod dens bestemmelser og doktriner. De ønsker ikke at vandre på Herrens veje. De er i det hele taget for meget oplyste, til at søge Gud i bøn og ydmygt, med en forstandsmæssig kundskab til hans ord. Uden at ville kende Herrens veje, er deres sind alt for åbne for bedrag, helt parat til at acceptere og tro på en løgn. De er villige til at lade den mest ufornuftige, og mest upålidelige falsknerier påduttet sig, som om det var sandhed.