De, som i dag udbreder denne lære, taler meget om tro og Kristi retfærdighed; men de fordrejer sandheden, så den tjener vildfarelsens sag. De siger, at blot vi tror på Kristus, er det alt, vi behøver at gøre; at synderen får Kristi retfærdighed som et adgangstegn; og at denne tilregnede retfærdighed opfylder loven for os, og at vi ikke er forpligtede til at adlyde Guds lov. Disse mennesker hævder, at Kristus kom for at frelse syndere, og at han har frelst dem. “Jeg er frelst,” gentager de atter og atter. Men er de frelst, samtidig med at de overtræder Jehovas lov? Nej, for Kristi retfærdigheds klædning er ikke et dække for overtrædelse. En sådan lære er et stort bedrag, og for disse mennesker bliver Kristus en anstødssten, ligesom han blev det for jøderne, fordi de ikke ville antage ham som deres personlige Frelser. Men for disse bekendende kristne sker det, fordi de, skønt de siger, at de tror på Kristus, dog adskiller ham fra loven og anser tro for at være en erstatning for lydighed. De adskiller Faderen fra Sønnen, som er verdens Frelser. I virkeligheden lærer de i ord og gerning, at Kristus ved sin død frelser mennesker i deres synder.