Denne periode var en prøvetid for Noa. Han vidste at han var genstand for foragt og hån fra den fordærvede slægt. Han mødte vantro og latterliggørelse over alt. Men jo større synd der var omkring ham, des mere alvorlig og fast og udholdende var han på at være lydig, og vise at han var et menneske i verden, som vil være sand over for Gud. Han var et trofast og ubøjeligt vidne for Gud, venlig og venlig over for alle, blev ikke harm over for hån. Han var som en der ikke hørte på den hån og blasfemi som hilste ham fra alle sider.