De fik flere anledning til deres vantro og hån, fordi Gud ikke straks gennemførte sin hensigt. Men Noas tro vaklede ikke fordi tiden udløb, hans tillid til Gud var ufejlbarlig, og han accepterede uden knurren de vanskeligheder og ofre det medførte. Noas tro, kombineret med handling, domfælte verden; for han var en pålidelig retfærdighedsforkynder, der irettesatte, advarede, for formanede de onde. Deres skam og mishandlinger var nogle gange næsten uudholdelige; dog forankrede patriarken sin sjæl til Gud, og kalde på ham efter hjælp i sit store behov. På grund af bespottelse, hån og latterliggørelse, gik han frem og tilbage som et menneske med en stor mission at opfylde. Privilegier var forsømte, dyrebare sjæle fornedrede, og Gud blev krænket; og dagen for gengældelsesdommene kom langsomt frem; dette forhindrede menneskers vantro ikke.