Edens lunde var Guds første templer, hvorfor der steg den reneste tilbedelse op til Skaberen. De sorgfulde flygtningene fra paradiset kunne aldrig glemme det lykkelige hjem. De bølgende træer og beskyttende lunde havde en særlig fortryllelse for dem; for de mindede dem om eden, og den glade samtale som de tidligere havde med Gud og englene. Og idet de lyttede til vindens knurren i bladene, virkede næsten som at de igen kunne genkende røsten af den stemme, som kunne høres i haven ved dagens kølning. Ege- og palmetræet, de hængende piletræer og duften af ceder, oliven og cypresser, var hellig for vore første forældre. Deres grønne grene bredte sig ud og nåede op til himlen, var for dem en lovprisning af deres skaber. For Adam var det noget af det mest menneskelige og selskabelige med de træer, der bragte ham tilbage til de mange behagelige episoder i hans liv i edens have.