Når der er så mange som gør krav på Guds løfter, skønt de ikke opfylder deres betingelser, er der en anden klasse som er ydmyge og samvittighedsfulde, men mangler opmuntring, og de overser Guds dyrebare løfter, de skal anvende. De er hele tiden bange for at Jesus ikke elsker dem. De vandrer i frygt og skælven, og troens hånd synes for svag til at række ud og gribe fat i Guds løfter. De Ser hele på dem selv, for at finde forvisning for at de er gode nok til at blive Guds børn. Men ses der på selvet ses der i den forkerte retning Lignelsen om farisæeren og tolderen har kraftfulde lektier om begge disse klasser. Farisæeren er fuld af selvtilstrækkelighed, og hviler i en kødelig sikkerhed for at han er frelst, medens tolderen har en dyb fornemmelse af sin uværdighed, og stå langt borte. Han føler sig ikke værdig til at drage nær til gud, men slå sig på sit bryst i selvfordømmelse og vil ikke så meget som løfte sine øjne op mod himlen, for at møde den hjertesøgende Guds øjne. Hans råb er af sjælspinsel: ”Gud vær mig synder nådig” Dog var det ham som Jesus selv erklærer at han gik retfærdiggjort hjem til sit hus. Men Farisæeren fik ikke den guddommelige gunst. Tolderen så bort fra sig selv, for han kunne ikke se noget der beroede på frelse. Han mærkede behov for en længe, og hans ydmyge bøn blev hørt, medens den pralende farisæer var en forhånelse for Gud.