Vi var overbevist om at vi ikke længere skulle deltage ved metodistmødet. Håbet om Kristi herlige tilsynekomst fyldte vore sjæle, og ville finde sit udtryk når vi rejste os op for at tale. Dette lod til at optænde forbitrelse hos de tilstedeværende imod de to ydmyge børn som, over for modstanden, turde tale om den tro, som havde fyldt deres jerter med fred og lykke. Det var tydeligt at vi ikke længere havde frihed til klassemødet; for vort vidnesbyrd provokerede fremkaldte spotske smil og spydighederne nåde vore ører ved slutningen af mødet, fra brødre og søstre som vi respekterede og elskede.