Vi talte åbent ud om dette idet vi gik, og besluttede at det var vor pligt og privilegium at se efter vor Frelsers komme, og at det ville være det sikreste at berede os for Hans tilsynekomst, og være parat til at møde Ham med glæde. Hvis Han kom, hvad vil så være udsigterne for dem, som nu siger: ”Min Herre lader vente på sig,” og ikke havde noget ønske om at se Ham? Vi undredes over hvordan prædikanterne turde være så tavse med i deres angst for syndere og frafaldne, når de siger: ”Fred, fred!” skønt advarselsbudskabet blev givet til alle over landet. Perioden virkede meget alvorlig for os; vi følte at vi ikke havde nogen tid at miste.