Prædikanterne bør føle deres ansvar i denne sag. De har at gøre med mennesker, og det er nødvendigt at de er vise som slanger og harmløse som duer. De bør altid være parat til at give en ”årsag til håb, der i dem,” men ”under sagtmodighed og frygt,” så de ord de siger, er af en karakter der ikke giver et dårligt indtryk, og ikke vejer menneskene hen med den forkerte retning. Guds ære og sjæles frelse bør være deres herskende motiv; så vil de ikke ødelægge arbejdet, med en hård og overmodig ånd.