Da vandene faldt og bjergene og højene kom til syne var de i en sønderreven ujævn tilstand, og alting omkring dem lignede en sø af mundret vand som blødt dynd. Da syndfloden kom, havde menneskene og dyrene forsamlet sig til de højeste punkter af landet og da vandene vendte tilbage fra jorden lå de døde legemer på bjergene og højene såvel som på sletterne. Menneskers og dyrs legemer lå på jordens overflade. men Gud ville ikke tillade disse at forblive på jordens overflade, hvor de ville gå i forrådnelse og fordærve luften; derfor gjorde han jorden til en uhyre begravelsesplads. Han lod en mægtig vind gå over jorden for at borttøre vandene, som bevægede dem med stor kraft. I nogle tilfælde bortførte de bjergenes top ligesom mægtige laviner, og dannede uhyre høje og høje bjerge hvor der ingen var at se før, og begravede de døde legemer med træer, stene og jord. De dyrebare træ, stene, sølv og guld som havde beriget og forskønnet verden før syndfloden, og som menneskene havde forgudet, blev nedsænket under jordens overflade. Vandene som brød frem med så stor magt havde flyttet jord og stene og ophobet dem på jorden skatte, og på mange steder dannet bjerge over dem for at skjule dem fra menneskers syn og efterforskning. Gud så at jo mere han berigede og velsignede syndige mennesker, desto mere fordærvede de deres veje for ham. Disse skatte som burde have ledt mennesket til at ære den gavmilde giver, blev dyrkede i stedet for Gud, mens de forkastede Giveren.