I seks måneder havde ikke en sky sat sig imellem mig og min Frelser. Hvor der end var en god anledning, frembar jeg mit vidnesbyrd til møder, og blev stærkt velsignet. Nogle gange hvilede Herrens Ånd over mig med en sådan kraft at mine kræfter blev taget bort. Dette var en prøvelse for nogle, som var kommet ud af de tidligere menigheder, og ordene blev ofte sagt i hentydning til mine ører, som sårede mig. De troede ikke at nogen kunne blive så fyldt med Herrens Ånd som at de mistede deres styrke. Jeg begyndte at blive bange. Sådan tænkte jeg. Er jeg ikke retfærdiggjort ved at tie stille til møderne, og betvinge mine følelser, når mine vidnesbyrd skaber en sådan modstand, endog til mødet, og i nogle af deres hjerter med ældre erfaring, og i årevis, end jeg selv.