Jeg antog denne tavshedsplan for en tid og prøvede at overbevise mig selv, at det at undertrykke mit vidnesbyrd, ville ikke hindre mig fra overleve min religion. Jeg følte mig ofte stærkt indprentet at det var min pligt at tale til mødet, men afholdt mig fra at gøre det og var klar over at derved have forvoldt Guds Ånd sorg. Jeg blev endda nogle gange væk fra møder, fordi de ikke blev fulgt af dem, som mit vidnesbyrd plagede. Jeg unddrog mig for at fornærme mine brødre og i dette tillod menneskets frygt for at bryde med den uforstyrrede forening med Gud, som havde velsignet mit hjerte i så mange måneder.