En pligtfølelse fik mig til at gå til mødet og jeg gik med fuld forsikring i mit sind at alt ville blive godt. Medens vi var bøjet foran Herren, var mit hjerte draget frem i bøn og fyldt med en fred som kun Kristus (46) kan give. Min sjæl glædede sig i Frelserens kærlighed og fysisk styrke forlod mig. Med barnlig tro kunne jeg kun sige: "Himlen er mit hjem og Kristus min Forløser.”