Han rejste sig da, hans ansigt var stadigt blegt, men skinnede med lys fra retfærdighedens sol og gav et meget imponerende vidnesbyrd. Han lod til at modtage en hellig salvelse ovenfra. Han var sædvanligvis langsom til at tale og på en alvorlig måde, hel fri for sindsbevægelse. Ved den lejlighed bar hans højtidelige og velovervejede ord en ny kraft med sig, idet han advarede syndere og sine medprædikanter at lægge al vantro, fordomme og kold formalitet væk, som den fornemme Bereans, søgte de indviede skrifter, sammenlignede skriftsted med skriftsted, for at forvisse sig om disse ting ikke var sande. Han bad de tilstedeværende prædikanter ikke at føle sig såret ved den direkte og ransagende måde, som ældre Stockman havde overbragt det højtidelige emne på, så det interesserede alles sind.