Han gik først hen til det leje Isak sov på i fredfuld uskyld; han var sit hjertes glæde, trøsten for sin høje alder. Abrahams læber skælvede, han vendte sig hurtig bort, og så på Sara som også sov stille. Han vidste at Isak var hendes stolthed, at hendes hjerte var viklet sammen med hans. Skulle han vække hende, så hun kunne se på sin søn for sidste gang? Skulle han fortælle hende hvad Gud forlangte? Han vidste at han selv havde troens styrke, og tillid til Gud; han kende ikke styrken i Saras tro; men han kender hendes kærligheds kraft til Isak.