Med Isak gående ved sin side, kunne patriarken ikke samtale som sædvanligt, for en dyb sorg, var skjult i hans eget bryst. Natten nærmede sig, den længste dag Abraham nogen sinde havde oplevet var ved at slutte. Han så sin elskede søn Isak og tjenerne falde i søvn, men han kunne ikke sove. Han brugte natten med bøn, håbede at nogle himmelske budbringere ville vise sig for ham, for at fortælle at det er nok, og at de kunne tage tilbage til Sara, uden Isak havde taget skade.