Med flittig hjerteransagelse og ydmyg bekendelse kom vi frem til forventningens tid ? under bøn. Hver morgen følte vi, at det var vor første gerning at sikre os det bevis, at vore livsførelse var rigtig overfor Gud. Vor interesse for hinanden forøges; vi bad meget med og for hinanden. Vi samles i frugthaver og lunde for at tale med Gud og frembære vore bønner til ham og føle os mere fuldt i hans nærværelse når, vi var omgivet af hans naturlige arbejde. Frelsens glæder var nødvendigere for os, end mad og drikke. Hvis skyer fordunklede vore tanker, turde vi ikke hvile eller sove indtil de var drevet væk, af bevidstheden om vor modtagelse hos Herren.