Han var stadig et godt stykke fra bjerget, men han bad sine tjenere at blive bag ud, medens han satte brændet på skuldrene af sin søn, og han selv tog kniven og ilden. Abraham strammede sig selv op for det bedrøvelige arbejde han måtte udføre. Han knurrede ikke imod Gud. Han havde fået Isak uden at vente det; han havde fået ham i taknemmelighed og stor glæde, og selvom han var hans søn i høns høje alder, og hans elskede søn, troede han stadig på at den samme kraft som gav han Isak, kunne rejse ham fra brændofferets aske. Han styrkede sin sjæl med beviser for at han fik Guds godhed og trofasthed. Havde han ikke, som havde fået tilstået Isak, fuldstændig ret til at genkalde gaven?