Isak var en trøst, en solstråle, en velsignelse for Abraham i sin høje alder, og selvom denne Guds gave virkede så dyrebare og så kær for ham, blev han nu befalet at give tilbage til Giveren. Ordene fra Guds befaling viste at han mærkede den smerte fuldt ud, som Abraham mærkede når han adlyd dette forlangende: ”Tag nu din søn, din eneste søn Isak, som du elsker.” Abraham ønskede ingen vidner. Det var nok at Gud kunne se på og ikke kun se den fulde hengivenhed af hans dyrebare søn Isak, men læse hjertet og helt ud forstå hvor hårdt han mærkede prøven. Han ønskede at ingen andre end Gud skulle være vidne til dette skælsættende sceneri mellem far og søn.