Han opmuntrede de næsten følelsesløse hænder hos faderen, til at binde snore som bandt ham til alteret. De sidste kærlige ord, sagde far og søn, den sidste hengivenhed, og faderlige, og sidste tårer blev udgydt, den sidste omfavnelse kom, og faderen havde lagt sin elskede søn til sit aldrende bryst for sidste gang. Hans hånd blev opløftet, greb fast over dødens redskab, da hans arm pludseligt blev holdt tilbage. »Da råbte Herrens engel til ham fra himmelen: »Abraham, Abraham!« Han svarede: »Se, her er jeg!« Da sagde engelen: »Ræk ikke din hånd ud mod drengen og gør ham ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din søn, din eneste, for mig!« Og da Abraham nu så op, fik han bag ved sig øje på en væder, hvis horn havde viklet sig ind i de tætte grene; og Abraham gik hen og tog væderen og ofrede den som brændoffer i sin søns sted. Derfor kaldte Abraham dette sted: Herren udser sig, eller, som man nu til dags siger: bjerget, hvor Herren viser sig. Men Herrens engel råbte atter til Abraham fra himmelen: »Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra Herren: Fordi du har gjort dette og ikke sparet din søn, din eneste, for mig, så vil jeg velsigne dig og gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og sandet ved havets bred; og dit afkom skal tage sine fjenders porte i besiddelse; og i din sæd skal alle jordens folk velsignes, fordi du adlød mig!«