Kristi mission i verden var at befri sjælen for Satans lænker og sætte de bundne i frihed. Det krævede et usigelig stort offer at løse Satans bundne af syndens fangenskab. I himlens rådslagninger blev det besluttet, at Kristus skulde dø for hele verdens synder. Han lagde sin kongekrone til side, iførte sin guddommelighed det menneskelige, for at han kunde nå menneskene; og dog annammede verden ham ikke. Godhed miskundhed og kærlighed fulgte i hans spor. Han helbredede de syge, trøstede de sørgende, bragte håb til de fortvivlede og prædikede evangelium for de fattige. De, der hørte hans taler, behøvede ikke at slå op i en ordbog for at kunde fatte, hvad han mente. Hans ord var så enfoldige, at et barn kunde forstå ham. Han valgte ikke en tekst for derpå at holde et videnskabeligt foredrag, skønt han godt kunde have afsløret videnskabens hemmeligheder for verden. Han kunde have fortalt menneskene sådanne ting, som de aldrig havde drømt om. Han prædikede ikke efter en avis, men han satte al sin kraft ind på dette ene mål: at bringe de fortabte frelse. Han opførte ikke et gudshus så pragtfuldt, at de fattige ikke kunde træde ind ad dets porte; han holdt sig til de stærkt befærdede steder og opsøgte folket, for at de måtte kunde høre det nådens budskab, som han kunde bringe dem. Han førte skarerne hen til strandbredden, hvor han i fiskerens båd lagde lidt fra land, og derfra prædikede han til dem, der flokkedes om ham.