Jesus kom ikke som en lysets engel til verden; havde han gjort det, havde vi ikke kunnet udholde hans herlighed. Én engel ved Kristi grav var af så overmåde glans, at de romerske soldater faldt magtesløse til jorden. Idet engelen kom fra himlen, skilte han mørket fra sin sti, og soldaterne kunne ikke udholde hans herlighed; de faldt til jorden som døde mænd. Hvis Jesus var kommet med en engels herlighed, ville lyset fra ham have udslukket dødelige menneskers svage liv. For vor skyld tømte Jesus sig selv for sin herlighed; han iklædte sin guddommelighed med menneskelighed, så han kunne røre menneskeheden, så hans personlige tilstedeværelse måtte være iblandt os, så vi kunne vide, at han var bekendt med alle vore prøvelser og havde medfølelse med vor sorg, at enhver af Adams sønner og døtre måtte forstå, at Jesus er synderes ven. Men han forlod ikke sin guddommelighed uden et vidnesbyrd. Under hans rejse på jorden glimtede atter og atter guddommeligheden igennem menneskeligheden, og Guds herlighed blev vist iblandt mennesker. Pludselig sendte præsterne og herskerne, som hadede Kristus og undersøgte hvordan de kan sende ham i døden, sendte embedsmænd for at tage Jesus; men da embedsmændene kom i nærheden af ham, ble de tryllebundet af hans ord. De lyttede henrykt til de taknemmelige udtryk fra hans læber, og da de kom tilbage ude at have taget ham til fange, spurgte præsterne og embedsmændene: ”Hvorfor kommer I ikke med ham?” Embedsmændene svarede: ”Aldrig har nogen talt som denne mand.” De var blevet fortryllet af hans ord, som var som dyrebare juveler for dem. De hadet lyttet og helt glemt deres ærinde, og gik tilbage og tænkte over hans lære. Guddommelighed glimtede gennem menneskelighed, og de var blevet dybt indprentet, og ville ikke lægge hænder på ham.