Mit helbred var så elendigt at mit legeme led, og som alt så ud, havde jeg kun kort tid at leve i. Jeg var kun sytten år gammel, og lille og skrøbelig, ubrugelig til selkab, og af naturen så genert og tilbagetrukket at det var smerteligt for mig at møde fremmede. Jeg bad alvorligt i flere dag og langt ud på natten, om at denne byrde må fjernes fra mig og lægges på nogen andre, der bedre kunne bærre den. Men ligtens lys ændrede sig aldrig, og englens ord genlød hele tiden i mine ører: ”Gør andre det bekendt som jeg har åbenbaret for dig.”