Josua udviste en sand iver for at ære Gud, alligevel blev hans bønner blandet af tvivl og vantro. Den tanke at Gud havde bragt Sit folk over Jorden for at befri dem fra hedningenes magt, var syndig, uværdig for en leder af Israel. Josuas fortvivlelse og følelse af mistillid var uudsigelig i betragtning af de mægtige mirakler som Gud havde udført for at udfri Hans folk, og det gentagede løfte at Han ville være med dem i uddrivelse af landets onde beboere.