Som verdens Forløser påtog Guds Søn sig vor menneskelige natur. Han ydmygede sig selv, idet han tilhyllede sin guddommelige natur med menneskelighed, så at han i sit liv på jorden måtte have del i de prøver, som de fattige, undertrykte og lidende blandt menneskene må gennemgå. Han var underkastet menneskelige skrøbeligheder, og på vejen fra Judæa til Galilæa var han træt efter arbejdet og rejsen. Sulten og tørstig standsede han for at hvile ved Jakobs brønd nær ved Sykar, medens hans disciple gik ind i byen for at købe mad. Den, som havde påtaget sig menneskelighed, var himlens majestæt, Skaberen af al god og al fuldkommen gave. Ved at give sig selv for at forløse verden blev Kristus et levende offer. Han gav afkald på sin høje stilling, forlod sin herligheds bolig, sin trone, sin almagt og blev fattig, for at vi ved hans fattigdom kunne blive rige.