Kristus så fremad til pinsefestens dag, hvor Helligånden skulle stige ned på hans disciple. Han ville lære dem at de ikke skulle se på denne som resultatet af deres eget arbejde. De skulle ikke miste den kendsgerning af syne at patriarker, profeter og hellige mænd havde sået sandhedens frø. Gud gamle udvalgte folk var blevet beriget med dyrebar sandhed, som var som en Guds flod for dem. Kristus havde været deres usynlige leder igennem alle deres rejser i ørkenen. Nådige illustrationer på hans kærlighed fik de i den pagt der blev underskrevet af Gud i løftets regnbue, som alt var en forsikring på den såtid og høsttid der var tilbage, og at verden aldrig mere skulle udslettes af en flod. Kristus var ligeså sandelig livets vand for Abel, Set, Enok, Noah og alle som tog imod hans undervisning dengang, som han er det nu for dem som beder ham om fornyende slurk vand. Gud har givet sit ord til sine udvalgte, og gjort hans vej kendt. Gennem hans Søn har han givet dem dug og regn af hans nåde. Men hans velsignelser overses ofte, og mennesker tager æren selv.