Kvinden blev så forbavset over hans tale, at hun lod sin krukke hvile på brønden og glemte, at den fremmede var tørstig, og at han havde bedt om at få noget at drikke; hun glemte sit ærinde ved brønden og havde kun ét inderligt ønske, nemlig at høre hvert ord, han udtalte. "Herre!" sagde hun,"giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand." 15. vers.