Jakob blev meget fortvivlet. Han vidste ikke hvilken vej han skulle gå. Han tager sine sager til Gud, og går i forbøn for at få anvisninger fra ham, og Herren svarer barmhjertigt hans bøn: »Vend tilbage til dine fædres land og din hjemstavn, så vil jeg være med dig!« Så kaldte Jakob sine to hustruer til den mark, hvor han kunne være i himmelig samtale uden fare for at være oven på, og sagde: »Jeg læser i eders faders ansigt, at han ikke er sindet mod mig som tidligere, nu da min faders Gud har været med mig; og I ved jo selv, at jeg har tjent eders fader af al min kraft, medens eders fader har bedraget mig og forandret min løn ti gange; men Gud tilstedte ham ikke at gøre mig skade.« Så fortalte Jakob dem om den drøm Gud havde givet ham, at forlade Laban og tage til sin fædrende gård. Rakel og Lea svare, og var utilfreds med deres fars handlemåde: »Har vi vel mere lod og del i vor faders hus? har han ikke regnet os for fremmede kvinder, siden han solgte os og selv brugte de penge, han fik for os? al den rigdom, Gud har taget fra vor fader, tilhører os og vore børn gør du kun alt, hvad Gud sagde til dig!«