I gamle dage var det skik at brudgommen betalte en sum penge, efter hans forhold, for hans hustrus far. Hvis han ikke havde penge, eller noget af værdi, antog han hans arbejde for en angiven tidsperiode, før han kunne få datteren som hans hustru. Den skik var sikkerheden for ægteskabskontrakten. Fædrene anså det ikke for at være sikkert og lykkeligt for deres døtre med mænd der ikke havde nok at sørge for en familie. Hvis de ikke havde evner til at lede forretninger, eller få kvæg eller lande, var der fare for at deres liv ville være værdiløst. Men for at den sandt værdige ikke måtte miste modet, blev der gjort foranstaltninger for at prøve deres værdi som ikke havde noget at betale for en hustru. De lod ham arbejde for den far, hvis datter de elskede. Deres arbejde varede et vist stykke tid, reguleret af den værdi medgiften har for datteren. Derved blev ægteskabet ikke overilet, da der var anlending til at prøve dybden af bejlerens kærlighed. Hvis han var tro i hans tjeneste, og ellers blev betragtet som værdi, fik han datteren som hans hustru. Og i det hele taget fik faderen en brude sund for sin datter ved hendes bryllup.