Så stor var hans dristighed og ihærdighed, at Josua helt til sidst blev bange for, at han ville forsvare sin uvidenhed, og derved sikre sig forsamlingens forståelse og lede dem til at vanære Gud. Han ville ikke være gået til bekendelse, om han ikke gjorde sig forhåbninger for at afværge konsekvenserne af hans forbrydelse. Det var dette håb der ledte ham til hans tilsyneladende oprigtighed, at anerkende sin skyld og fortælle om enkelthederne i sin synd. På denne måde vil de skyldige gøre bekendelser, når de står fordømte og håbløse foran Guds domstol, når alle sager skal afgøres til liv eller til død. Da er det for sent at gøre bekendelser for at redde synderen.