Omgivet af embedsmænd fra sin regering, af kaldærere og af fremtrædende og store mænd fra mange lande, så kongen, med satanisk raseri, på sceneriet, og ventede på at se hvor hurtigt mændene som havde trodset ham ville fortæres helt. Men hans triumf fik hurtig en ende. Han så noget som han mente var en illusion. Han ansigt skiftede farve og skyggede sine øjne med sin hånd, han rettede sit blik mod ovnen, og ventede med intens interesse. Alle opdagede ikke resultatet af hans grusomme projekt så hurtigt som kongen. Med foruroligelse spurgte han sine store mænd: "Var det ikke tre mænd, vi kastede bundne i ilden?" "Jo, det var, konge!" var svaret. Med skælvende stemme, råbte han, "Men jeg ser fire mænd gå frit om i ilden, og de har ingen skade taget; og den fjerde ser ud som Guds søn."