Skønt Kristi guddommelige herlighed for en tid var tilsløret af den menneskelighed, han påtog sig, ophørte han ikke at være Gud, da han blev menneske. Det menneskelige indtog ikke det Guddommeliges plads - eller omvendt. Dette er Guddommelighedens mysteriun. De to udtryk "menneskelig" og "Guddommelig" var uadskilleligt sammenføjet i Kristus - og dog havde de hver sin individualitet. Skønt Kristus ydmygede sig selv og blev menneske, ejede han stadig Guddommelighed. Den kunne han ikke miste, så længe han var tro og var loyal. Omgivet af sorg, lidende og moralsk besmittelse, foragtet og forkastet af folk, hvem var blevet betroet himlens orakler, kunne Jesus stadig tale for Sig Selv, som menneskesønnen i himlen. Han var parat til at tage et sin guddommelige Herlighed med det samme, når Hans arbejde på jorden var gjort.