Kristus blev igen herligjort ved sin himmelfart i en sky af himmelske engle. Hans skjulte herlighed strålede med en glans, som dødelige mennesker ikke kan se og leve. Han kom til verden som et menneske; han steg op til sit himmelske hjem som Gud. Hans menneskelige tilværelse var fyldt med sorg og savn, fordi han blev vraget af dem, han var kommet for at frelse; men mennesker fik lov til at se ham styrket og at overvære hans himmelfart i herlighed og triumf, omgivet af en skare eskorterende engle. De samme hellige væsener, som forkyndte hans første komme til verden, fik lov til at ledsage ham ved hans himmelfart, og indvarsle deres kongelige og herliggjore Herres triumferende indtog i Guds stad. "Løft eders hoveder I porte," råbte de foran de himmelske porte; "og åben jer op, i evige døre; og herlighedens Konge skal komme ind." Englene ved portene besvarer med høje toner: "Hvo er den ærens Konge? Og fra tusinder og titusinder af stemmer lød svaret: Herren, stærk og vældig, Herren vældig i krig! Løft jeres hoveder, O I porte; løft dem op, i evige døre; og herlighedens Konge skal komme ind." Atter råber englene ved portene: "Hvem er denne herlighedens Konge?" og besvarelsen svulmer sejrrigt atter opad: ”Herrens herre, han er herlighedens konge."