Kristus udtømte Sig selv sin ære stilling i de himmelske sale. Han blev et sorgernes menneske der kendte til bedrøvelse. Ligesom vi er, var han genstand for fjendens fristelser. Satan jublede da Kristus blev et menneske, og han omringede Hans sti med alle tænkelige fristelser. Menneskelig svaghed og tårer var Hans del; men Han søgte hen til Gud, bad af hele Sin sjæl, med stærke råb og tårer; og Han blev hørt i det Han frygtede. Fjendens spidsfindighed kunne ikke omsnære Ham medens Han gjorde Gud til Sin tillid, og han var lydige mod Hans ord: "Jeg skal ikke længere tale meget med jer;”sagde han ”thi verdens fyrste kommer, og i mig er der intet, som hører ham til." Han kan ikke finde noget i Mig, som er modtagelig for hans sofisteri.