Ingen af os kan undskyldes, under nogen form for trængsel, at løsne vort greb på Gud. Selvom om menneskers medfølelse kan svigte, elsker Gud os stadig og ynkes, og rækker Sin hjælpende hånd ud. Gus evige arme omfavner den sjæl, der vender sig til Ham efter hjælp. Han er vor kilde til styrke, eller vor befæstning i enhver trængsel. Når vi råber til Ham efter hjælp, vil hans hånd rækkes mægtigt ud for at frelse. Under alvorlig fast beslutning og bøn til Gud efter den hjælp vi behøver, her vil vi finde styrke. Gud elsker at få Sine børn til bede til Ham, og stole på at Han gør de ting som de ikke kan gøre af sig selv. Lad os så give agt på Hans stemme, som taler som noget menneske aldrig har talt: ”Hvad som helst I beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen kan herliggøres ved Sønnen. Hvis I beder mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det. Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger!”
Mrs. E. G. White.