I Sin livstid blev Kristi ånd såret fordi Hans eget folk så på Ham som rodskud på tør grund, der ikke havde form eller tækkelighed så de skulle ønske Ham. Han længes efter de forgræmmede, fortrykte og trætte mennesker skulle komme til Ham, så Han må give dem lys og liv og glæde og kun kan findes i ham. De rigtige syndere var genstand for Hans dybe og alvorlige interesse, medynk og kærlighed. Men når der er størst behov for menneskelig sympati, i Hans trængsels og fristelsens stund, svigtede endog de mest lovende af Hans disciple Ham. Han blev faktisk tvunget til at betræde vinpersen alene, og ingen af folkene der var hos Ham. En atmosfære af frafald omgav Ham. Fra alle sider kunne han høre hån, spot og blasfemi. Sataniske agenter fulde af had, stræbte efter at indgyde menneskeslægten med dødelig fjendskab imod Jehovas lov; og i sit fjendskab sluttede apostraten Guds bekendende tilbedere til sig, dem som Kristus havde gjort så meget for.