Idet jeg så på de hvid-skummede brølende bølger, huskede jeg det sceneri i Kristi liv, hvor disciplene, i lydighed mod deres Mesters befaling, gik i deres både til den anden side af søen. Et forfærdeligt uvejr brød ud over dem, og deres både ville ikke adlyde deres vilje, og de blev kastet hid og did indtil de lagde deres årer i fortvivlelse. Her forventede de at gå tabt; men da stormen og bølgerne talte død, viste Kristus, som de havde efterladt på den anden side, sig for dem, roligt gående på støjende og hvidtskummende bølger. De var blevet ført vild af deres nyttesløse anstrengelser, og af den tilsyneladende håbløse tilstand, og have opgivet for at gå tabt. Da de så Jesus foran sig på vandet, gjorde det dem mere bange, og de troede at det var den sikre forgænger for deres forestående død. De råbte i stor frygt. Men i stedet for at hans tilsynekomst bebudede dødens nærvær, kom han som livets budbringer. Hans stemme kunne høres over elementernes rasen: ”Det er mig, frygt ikke.” Hvor hurtig ændrede sceneriet sig ikke fra fortvivlelsens rædsel til troens og håbets glæde i nærvær af den elskede Mester! Disciplene var ikke længere angste eller bange for døden, for Kristus var hos dem.