”Kristus kom ikke for at undskylde synd eller at retfærdiggøre en synder, medens han fortsætter med at overtræde den lov, som Guds Søn måtte give sit liv for at opretholde og ære. Havde det været muligt at ophæve loven, ville Kristus ikke have behøvet at komme til vor jord og dø, den retfærdige for den uretfærdige. Gud kunne have taget synderen til nåde igen ved at annullere loven. Men dette kunne ikke ske. Loven holder overtræderen i trældom, men den lydige er fri. Loven kan ikke rense fra synd; den fordømmer synderen. Synderen kan stå retfærdiggjort for Gud alene gennem anger mod ham og tro på Jesu Kristi fortjenester. Loven er et stort spejl, hvor synderen kan kende sin moralske karakters mangler. Men spejlet kan ikke fjerne de mangler. Evangeliet peger på Kristus, som den eneste, der kan fjerne syndens pletter ved sit blod. Selv om loven ikke har nogen tilgivende kraft, er den det eneste middel, der kan forklare synderen, hvad synd virkelig er. Ved loven når man til erkendelse af synd. Uden loven, fortæller Paulus os, at synden er død.