Da Jesus gik ud i ørkenen, var han omgivet af Faderens herlighed. Helt fordybet i fællesskabet med Gud var han hævet over menneskelige svagheder. Men herligheden veg bort, og alene måtte han kæmpe mod fristelserne. De pressede sig ind på ham uden at standse. Hans menneskelige natur veg tilbage for striden som ventede ham. I fyrre dage fastede og bad han. Han var svag og udmattet af sult, træt og udtæret af åndelig smerte. ”Han var værre tilredt end nogen mand” (Es 52,14). Nu havde Satan en mulighed. Nu mente han at han kunne overvinde Kristus.