Og alligevel har nogle, i denne frygtelig farefulde tid, der bekender at være kristne, ikke noget familiealter. De ærer ikke Gud i hjemmet, ej heller lærer deres børn at elske og frygte ham. Der er personer som prøver at lære Bibelen, som åbner deres møder uden bøn; - og der er ikke mangel på dem der bekender at være Kristi efterfølgere, men argumenterer alligevel for at der ikke er noget i Guds ord, som lærer pligten til højrøstet bøn. Disse ting sårer mig; for jeg ved at stadig årvågenhed og uophørlig bøn er nødvendig for alle sjæle som gerne vil kunne modstå den store bedragers list. Dem som fastholder sådanne standpunkter er ikke oprigtige kristne. Der er mange der, ligesom uregerlige børn, har adskilt sig så langt fra Gud at de føler sig fordømt når de nærmer sig ham. De kan ikke "med frimodighed træde frem for nådens trone” "skal løfte hænderne og bede uden vrede og uenighed." De har ikke rene hænder; de har ikke rene hjerter; de har ingen levende forbindelse med Gud. De har en formel gudsfrygt, uden kraft.