”Thi med Himmeriget er det som med en husbond, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Og da han var blevet enig med arbejderne om en denar om dagen, sendte han dem hen i sin vingård. Og han gik ud ved den tredje time og så nogle andre stå ledige på torvet. Til dem sagde han: »Gå også I hen i min vingård, så skal jeg give jer, hvad ret er« De gik da derhen. Ved den sjette og den niende time gik han igen ud og gjorde ligeså. Og ved den elevte time gik han ud og fandt endnu nogle stående der, og han spørger dem: »Hvorfor står I her ledige hele dagen? « De svarer ham: »Fordi ingen har lejet os.« Da siger han til dem: »Gå også I hen i min vingård! « Men da det var blevet aften, siger vingårdsejeren til sin forvalter: »Kald på arbejderne og udbetal dem deres løn, sådan at du begynder med de sidste og ender med de første!« De, som var lejet ved den elevte time, kom så og fik hver en denar. Da de første kom, mente de, at de ville få mere; men de fik også hver en denar. Da de fik den, knurrede de mod husbonden og sagde: »De sidste der har kun arbejdet én time, og du har stillet den lige med os, som har båret dagens byrde og hede.« Men han svarede og sagde til en af dem: »Min ven! jeg gør dig ikke uret; blev du ikke enig med mig om en denar? Tag, hvad der er dit, og gå! Men jeg vil nu give den sidste dér lige så meget som dig. Har jeg ikke lov at gøre, som jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?« Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.”