I Abdullas hule, blev familien til sidst forenet i sympati og kærlighed. Isajs søn kunne få melodi på semme og harpen idet han sang: ”Se, hvor godt og lifligt er det, når brødre bor tilsammen.” Han smagte onde tankers og mistillids bitterhed fra sine brødre; og med den harmoni som gik i stedet for disharmonien, bragte han glæde og trøst til flygtningens hjerte. Det var der at David forfattede dem syvoghalvtredsindstyvende salme.