Ligesom hans mester djælvelen, tøvede Doeg ikke med at ikke endog anklage den allerhøjeste Guds præst. Man troede at der var en konspiration mellem David og præsten, og at præsten havde taget den ledende del for at hjælpe med at undfly Sauls fjende, og hjælpe ham til at sørge for sig, og bevæbne ham med Goliats sværd. Saul var ude af sig selv af raseri. Da han var under Guds Ånds indflydelse, medens David spillede rige og hellige melodier, lod han til at gribe inspirationen, og ville bryde impulsiv og alvorlig ud i lovprisningsudtryk og beundring. Men da indflydelsen blev trukket tilbage, udviste han mest det modsatte. Han lod til at være desperat, og være parat til at gøre overilede dristede og grusomme handlinger. Jalousien som kun kunne komme fra Satan, tog hjertet i besiddelse. Gode og ondt lod for en tid til at overtage kontrollen over kongen. Men den dag nedskrev den guddommelige Overvågningsmand, blev der gjort så mørke registeringer i himlens bøger, så den gode indflydelse syntes at blive mindre og mindre synlig i Israels monaks liv. Han besluttede sig for at fortsætte med det største raseri i hans had og jalousi; for han tænkte at han nu kunne give fuld styre for hans hjertes værste lidenskaber.