Det var tydeligt at Saul var i sit værste humør; men præsten og hans hus indså ikke et øjeblik den fare som truede dem. De skælvede da Saul forbigik Abimeleks vidnesbyrd. Kongen var så forblindet af lidenskab at fornuftsordene ikke havde nogen indflydelse på ham. Han var så fyldt med satanisk raseri at al hensyn til hellige ting var tabt. Med sit sprog anklagede han ikke blot præsten for bedrag, men anklagede i virkeligheden Gud for at rådgive en bedrager, i form af hans ypperstepræst.