Den menighed, som samlede sig for at høre Kristi bjerg- prædiken, var en blandet mangfoldighed. Kristi hjerte længtes efter dem med ynkende ømhed; for Han kendte deres store behov. Han anvendte illustrationer fra naturens forhold og fra deres daglige gøremål for at gøre forhold af evig betydning tydelige for dem. Hans udtalelser var fulde af øm kærlighed, da han talte til de trætte og de nedtrykte. Han blev ofte afbrudt af opfordringer fra de syge og de bedrøvede, og medens han helbredte deres fysiske sygdomme, formidlede han trøst til deres hungrige sjæle. Hans ord: "Dine synder er dig forladt" faldt som en forfriskende regn på nogle tørstende sjæle, som ikke vidste, hvad de skulle gøre for at opnå frelse. Og Han begyndte at lære dem mange ting. Han talte til dem om Guds rige, idet han fremlagde retfærdigheden som den, der først skulle tages i betragtning. Han åbnede Guds lovs krav for dem. Guds ti bud var blevet begravet under en mængde menneskebud, og det var nødvendigt, at han som en opdager adskilte de hellige fra de andre.